Hvis der skal holdes plusgrader i drivhuset, fyrer man for gråspurvene. I et meget lille drivhus kan hele indersiden dækkes med bobleplast, som virker isolerende. Til det lidt større drivhus er det meget smartere at købe eller bygge sig eget overvintringstelt af bobleplast.
Uanset hvad du vælger, anbefaler jeg, at man også isolerer nedefra. Det nemmeste er at lægge flamingoplader ud på gulvet. En termostatstyret pumpe giver både varme og luftcirkulation. Termostaten betyder, at pumpen kun kører, når det er nødvendigt, og at det lille overvintringstelt holder en jævn temperatur, som er god for planterne. Et overvintringstelt kan også bruges i en udestue, et opbevaringsrum eller en garage.
Belysning kan også være nødvendig. Ingen planter trives i fuldstændig mørke. Hvis drivhuset bliver dækket af sne, forsvinder også en del af lyset. Hvis du sætter teltet et sted uden vinduer, skal du supplere med plantebelysning.
Der er flere forskellige typer af belysning at vælge imellem, alt fra lysstofrør til lavenergipærer eller strømbesparende led-belysning. Sørg dog for, at de giver et bredt lysspektrum og er såkaldt plantebelysning.
Selvom planterne går i dvale under overvintringen, skal de have lidt vand. I de fleste tilfælde er det bedst at overbruse eller spraye hele planten og undgå at vande direkte på selve jordklumpen.
Nogle planter har også godt af at få tilført lidt næring i vintermånederne. Du kan finde information om, hvad der er bedst for forskellige planter, på forskellige havesider på nettet.